Behandlingsområder

1. Søvnbesvær og ADHD

Insomni er søvnforstyrrelser, som omfatter, at man har besvær med at falde i søvn, vågner om natten, vågner for tidligt, eller at søvnen generelt har dårlig kvalitet.

Diagnosen insomni kræver, at søvnforstyrrelserne har stået på i længere tid, at de indvirker negativt på hverdagen, og at ingen andre primære underliggende søvnforstyrrelser kan påvises. 1

ADHD er en neuropsykiatrisk adfærdsforstyrrelse, som kan have mange forskellige udtryk. Det er almindeligt, at ADHD påvirker evnen til at koncentrere sig, at planlægge, at lukke af for omgivelserne og at kontrollere adfærd og humør. Blandt svenske skolebørn er forekomsten omkring 5 %.2

25-50 % af børn med ADHD oplever desuden forskellige grader af søvnbesvær, blandt andet forsinket indsovning, modstand mod at gå i seng, vanskelighed med at vågne og træthed om dagen.2

Koncentrationsbesvær og overaktivitet, som er forbundet med ADHD, bliver ofte mere udtalt ved insomni. Når ADHD-symptomerne forstærkes, kan det blive endnu sværere at sove om natten. Søvnundersøgelser og søvnhygiejniske foranstaltninger er vigtige indsatser for at lindre søvnløshed i tilfælde af ADHD. Hvis disse ikke giver tilstrækkelig virkning, kan lægemiddelbehandling overvejes.2

2. Jetlag

Jetlag er en fysiologisk tilstand, som skyldes en forstyrrelse af døgnrytmen som følge af rejser over flere tidszoner. Med de tidligere, langsommere rejsemåder havde kroppen tid til gradvist at tilpasse sig det ændrede døgn. Men med adgang til hurtige, interkontinentale flyrejser kan man på nogle få timer bevæge sig til en tidszone, som før tog flere uger.

Kroppens interne, biologiske ur er kalibreret til den tid, hvor man normalt sover og arbejder. Når man flyver langt væk, tager man sin "gamle" søvntid med sig. Da den ikke matcher med tiden i den nye tidszone, bliver søvnen forskudt – man sover, vågner, bliver sulten og skal på toilettet på de "forkerte" tidspunkter.

Jetlag kan derfor være årsag til forstyrret søvn, øget træthed og nedsat ydeevne og kan også påvirke fordøjelsen og humøret.3

Afhængigt af hvor langt man flyver, og hvor længe man skal være væk, findes der forskellige strategier til at håndtere jetlag. Det mest almindelige er, at man tilpasser sig lokal tid, eller at man forsøger at beholde sin oprindelige søvntid.3

Ref:

  1. Vidensdokument, Information från Läkemedelsverket 2:2015 (s 12–25), Sverige
  2. Baggrundsdokumentation, Information från Läkemedelsverket 2:2015 (s.25–64), Sverige
  3. Åkerstedt, Sömnens betydelse för hälsa och arbete, 2006 (Søvnens betydning for helbred og arbejde) (s.92–106)

For sundheds­personale

Om
AGB-Pharma

Kontakt